Så er der mindre end en uge til Dukkehusfestivalen i Farum. Udover de mange spændende stande fra ind- og udland, kan du se Miniatureforeningen ”mini”’s udstilling, som i år er et havnemiljø.

Tag på besøg blandt de mange spændende karakterer og bygninger: – Du kan besøge strandhytterne, de små charmerende og farverige badeomklædningshytter, sammen med familien, der bare ligger og nyder solen ved stranden. Her findes også det lille stråtækte bindingsværkshus, hvor den lokale fisker har trukket sin båd op på stranden.

Den højt råbende fiskerkone med sin salgsvogn, Strikkemutter med sine strikkede sweatere. Måske skulle du også kaste et blik ind ad vinduet på den lille lumre knejpe, eller ile forbi bordelmutter og hendes ”gæster”. De tyske turister, der har smidt deres campingvogn midt på torvet. Fiskehandleren med de eksklusive varer. Måske vil du blot nyde et stykke tærte og en kop kaffe på torvet i den lille runde café med udendørsservering. Måske sidder konen og nyder sin kaffe, samtidig med at fatter er taget ud i robåden, for at fange en fisk i havnen.

Tæt på torvet har blomsterdamen sejlet sin båd til kaj, og sælger blomster fra sin båd. I nærheden er husbåden forankret ved kajen. I industriområdet på havnen findes der store skibscontainere, byggeaffald, faldefærdige bindingsværksbygninger under renovering og andre bygninger, som først er ved at blive bygget. Alt sammen bliver overvåget af fyrmesteren for enden af stenmolen ved sit fyrtårn.

På foreningens Facebook side kan du se billeder, der viser en lille bitte smule af alt det, du kan opleve på udstillingen https://www.facebook.com/miniatureforeningen/.

Se tid og sted for festivalen på www.dukkehusfestival.dk