På Kronborg Slot er der 4 flotte og detaljerede 1/12 ting at se på:

Først et stort dukkehus, der viser Kronborg Slot i tværsnit. På væggen ved siden af kører en film med personer i sort silhuet. Når der er lys på dukkehusets kælder, vises silhuet af kældersvenden, der tapper vin af en tønde. Når lyset er på salen, ser vi fine herrer og damer danse.

Lidt længere inde i udstillingen inde i venstre hjørne, er der en kasse, der viser kongens kammer, indrettet i to forskellige stilarter med mange detaljer i gulve, vægge og lofter. I venstre del af kongens kammer er der et bord og en stol lavet af vort medlem Kurt Jensen.

I riddersalen står en stor kasse med en model af riddersalen, hvor der ved en raffineret teknik med både billede og lyd foregår 3 forskellige filmscener, så det ser ud som om, små 1/12 mennesker sidder ved det veldækkede bord eller spillet lut og konverserer i vinduesnichen eller holder dansebal.

Til sidst er der et børneaktivitetsrum med et dukkehus – hele slottet i 1/12, hvor man står står i slotsgården og kan se den lænkede drage, den fine skatkiste og en masse papfigurer farvelagt af besøgende børn.

Tove Palm